MedicoTeknologi

Ny robot kan give patienter mere træning og ansatte bedre arbejdsmiljø

Life Science Robotics

Kapaciteten for genoptræning af ben og hofter øges på Vestdansk Center for Rygmarvsskade i Viborg. Centret har nemlig investeret i genoptræningsrobotten ROBERT® fra Life Science Robotics. Dermed kan medarbejderne se frem til et bedre arbejdsmiljø med langt færre tunge løft. Samtidig kan patienterne – efter fysioterapeutisk anvisning – selvtræne sammen med robotten; Enten med passive øvelser, aktive øvelser med modstand eller en hybrid udgave af disse.

Vestdansk Center for Rygmarvsskade under Regionshospitalet Viborg har efter et givtigt udviklingssamarbejde med Life Science Robotics nu købt et eksemplar af genoptræningsrobotten Robert®.

»Vi prøvekørte Robert i februar 2019 og samlede erfaringer, som vi tog med i en fokusgruppe bestående af folk fra Life Science Robotics og terapeuter fra forskellige behandlingssteder. Life Science Robotics udviste stor lydhørhed overfor vores forslag til nye funktioner. Derfor er Robert nu gearet til at løse de genoptræningsopgaver, vi ønsker at sætte den til.« fortæller ledende terapeut, Lasse Thulstrup

Det nye aktiv-modul i genoptræningsrobotten ROBERT® kan eksempelvis indstilles til at give patienters ben og fødder variabel modstand i genoptrænings-processen, så musklerne langsomt bliver stærkere. Robotten har også en knap, så patienten selv kan starte og stoppe robotten.

Godt for både patienter og behandlere

Med ROBERT® på holdet forbedres arbejdsmiljøet for de ansatte, da de kan undgå mange tunge, gentagne løft. For patienterne er fordelen, at de kan få mere træning takket være robotteknologien. Behandlingen med robotten bidrager dermed til at forebygge stive led, stimulere kredsløbet og er med til at opbygge musklerne.

»ROBERT® kan efter igangsætning selv træne videre med patienten, mens terapeuten går over til den næste patient og derved kan den enkelte patient opnå en øget træningsmængde. « siger Lasse Thulstrup, der også er tilfreds med forbedringen af arbejdsmiljøet:

»Der er visse øvelser, der er rigtig hårde for personalet at lave med patienten. Måske skal et ben måske løftes mange gange. Her kan man få hjælp af robotten, der kan gentage øvelsen helt op til 100 gange og derved undgå nedslidning af personalet”.

Stor interesse for Robert

Regionshospitalet i Viborg er ikke alene om interessen i robotteknologien. Fra hele Europa kommer der henvendelser til den danske robotvirksomhed om ROBERT®. Keld Thorsen, CEO for Life Science Robotics, fortæller:

»For øjeblikket prøvekører Hannover Universitetshospital ROBERT® med en meget anerkendt professor, Dr. med. Christoph Gutenbrunner i spidsen. Han er præsident for den tyske rehabiliteringsforening og derfor en key opinion leader – og Hannover er et af de førende rehabiliteringshospitaler i Tyskland. Vi har været på en slags road show, hvor vi har besøgt hospitaler i Göttingen, München, Berlin og Hannover. Der findes ca. 80 universitetshospitaler og et hav af rehabiliteringsklinikker i Tyskland. Vi ser derfor et stort potentiale henover et par år.«

En virksomhed, som gør en forskel

Life Science Robotics er en medico-virksomhed, der arbejder for at gøre en forskel via koblingen mellem menneske og teknologi. Virksomheden er grundlagt af Lasse Thomsen i 2014 i Aalborg. I september 2018 blev virksomheden ISO 13485 certificeret, og ROBERT® blev godkendt som medicinsk udstyr, klasse IIa. Life Science Robotics er udover Danmark repræsenteret i Tyskland, Østrig, Baltikum, Tjekkiet, Finland, Irland, Polen, Portugal, Slovakiet, Spanien, Sverige, Norge, Frankrig, Holland og Storbritannien. 

Se video af genoptræningsrobotten her: http://myrobert.com/videodemonstration.aspx